Fat-svag mor, mine børn har!

Mine arvinger har haft gang i en større sortering og oprydning i spil-skabet her inden sengetid, hvilket førte til følgende udsagn:

Mathilde: "Mor, inde i spil-skabet har vi fundet to spil, som vi ikke gider at have. Må vi ikke give dem til Linus og Silke, hvis de vil have dem?"
Mor: "Hvilke spil er det liiiiiiige vi snakker om?"
Mathilde: "Altså det er sådan nogle baby-spil; så Linus og Silke kan sutte på dem, uden de dør af det..."
Mor: "Kan du mon beskrive dem for mig, så jeg lidt bedre kan forstå det?"
Mathilde: "Altså mor, det er jo træ-puslespillene, fatter du da slet ikke, hvad jeg siger?!?!?!"

Langt om længe faldt 5-øren for mig!

Mine børn har det hårdt, fordi de har sådan en sløv-i-optrækket mor :o)

Godt jeg ikke er født flamingo

Det der med at stå på ét ben er, jf. The Dictator, noget af en kunst, når man er 29 år; eller også er det bare fordi jeg er hendes mor...

Cornelia: "Mor, du kan da ikke stå på ét ben?!?"
Mor: "Joooh, det vil jeg da nok påstå, jeg kan. Hvorfor?"
Cornelia: "Det virker bare ikke som om det er ret nemt, når man er sådan en gammel én som dig..."

Og så gik hun sgu?!?!? Hvilket nok var meget godt, for jeg havde ikke lige en smart replik at fyre retur...

Dårlig hørelse!

Mathilde: "Hvis man har et glasøje, gør det så ondt at blive prikket i øjet?"
Cornelia: "Nej, men hvis man har et glasøje, så kan man ikke læse ordentligt..."
Mathilde: "Nej måske ikke."
Cornelia: "...og hvis man putter det i øret, kan man ikke høre ordentligt!"

Jeg kan slet ikke gennemskue, hvorfor man skulle få lyst/behov for at putte et glasøje i øret!

Tossede, dejlige børn :o)

De har en plan...

Jeg har tidligere nævnt, at mine børn har et utroligt ambivalent forhold til det dersens opreklamerede baderi, som deres mor med jævne mellemrum tvinger dem til; og når det endelig er lykkes mig at få dem presset i badekaret eller under bruseren, vil de sgu ikke derfra igen.

Det er jo ikke nemt så!

Da The Dictator (ja tak, hun er tilbage for fuld hornmusik - Gladsaxe Pigegarde go home) i dag skulle i bad, brugte vi først en lille halv time på at finde på argumenter henholdsvis for og imod det bad, jeg mente, hun skulle have.

Blandt ét af de rigtig gode argumenter var: "Mor, du har selv sagt, at det kun er voksne, der må bruge parfume fordi det kun er dem, der lugter; OG JEG ER IKKE VOKSEN!!"

Om det lige har været sådan, jeg formulerede mig, er jeg ikke helt sikker på, men det er dét, Cornelia har hørt; og deraf har The Dictator selvfølgelig draget den konklusion, at så behøver man ikke bade, hvis man ikke er voksen og lugter...

Det startede som noget, der lignede en fredsforhandling i Palæstina hvor enighed var lig umulighed, men det gik da alligevel sådan, at The Dictator besluttede sig for, at det var nemmere at gå frivilligt i bad i stedet for at høre Stasi Generalen Mor blive ved med at udstede ordrer - og så forsvandt hun. Efter 10 minutter havde jeg stadig ikke hørt bruseren blive tændt og undrede mig en smule over, at hun var så tavs. Da vi bor i verdens mindste Dukkehus, kom det som lidt af en overraskelse, at Cornelia kunne blive væk. Men væk det var hun, og hun nægtede at svare, når jeg kaldte... Hmm... Hverken ude eller (tilsyneladende) inde. INDTIL - ja - nedenstående forklarer det ret godt.

Torskerogn

I dag spiste jeg en torskerognsmad i min middagspause, hvilket beskriver nogenlunde, hvor meget der sker i vores liv i Dukkehuset pt.

Men nu svigter mine arvinger jo sjældent i forhold til fjollede kommentarer, så her til eftermiddag fik jeg, efter at have opvartet mine børn efter alle kunstens regler, følgende svar på tiltale:

Mor: "Hov, jeg glemte salt, vil du ikke være sød at hente saltkværnen, Cornelia?"
Cornelia: "Nej, jeg sidder lige så godt."
Mor: "Aaaaarh, bebeeeeee?"
Cornelia: "NEJ, mor; det hedder hjælp-til-selvhjælp!"

En hvaffor-én?

Mathilde: "Mor, har du nogensinde set en pikfugl?"
Mor: "En hvad-for-en?"
Mathilde: "En pikfugl?"
Mor: "Ej Mathilde, hvad er det du siger?"
Mathilde: "Mor, jeg siger en PIKFUGL!"
Cornelia: "Mor, hun mener en big-foot."

Nååååhr....

Lidt om snegle

Vi har fået udestuen totalt shinet op, den er piv lækker, og der er bare så hyggeligt derude igen; så i dag har Mathilde og jeg flyttet lidt rundt på møblementet, og jeg er så småt i overvejelser omkring det kommende spisebord derude. Jeg har også et gammelt sofabord derude; et fyrtræs sofabord som i den tid, jeg har haft små børn, er blevet udsat for a.l.t. hvorfor den er pænt medtaget af det hårde liv som sofabord i en småbørnsfamilie.

Da vi var færdige med det, gav jeg mig til at vaske/skure det forsømte sofabord efter alle kunstens regler og under den gennemgribende operation, kom Cornelia for at stikke sin lille nysgerrige næse i det.

Cornelia: "Mor, hvad laver du?"
Mor: "Vasker sofabordet af fordi det er møgbeskidt med tush, lim, papmache, kuglepen og alt muligt andet. Så det må vi hellere få vasket af, når det nu skal stå i vores fine udestue."
Cornelia: "Det ville godt nok være smart, hvis det gik af af sig selv..."
Mor: "Jaaaah, det ville det."
Cornelia: "Men det er der jo ikke rigtig noget, der gør... Måske lige bortset fra snegle... De ville nok gå af af sig selv!"

Mja - ved ikke lige hvor hun fandt koblingen emnerne imellem, men hun har da fat i noget!