tirsdag den 2. april 2013

Konfir-hvad?

Pigerne og jeg har brugt første lockout-dag på at hygge, spille PS3, været på lånemarkedet og nu har vi netop kigget billeder fra da Mathilde blev født og fremefter. Underligt nok kan jeg ikke finde nogle billeder fra 2007 og frem til 2010. Det er eddermame da underligt. Jeg er da ret sikker på både x-man og jeg har taget billeder af vores afkom, men de er åbenbart aldrig blevet fremkaldt og nu er de borte *snøft*

I går bestilte jeg fremkaldelse af billeder fra 2010 og til nu, hvilket også bliver en ret pebret fornøjelse, men det gav jo lige anledning til at få kigget, om der er plads i albummet til flere billeder, og under processen faldt pigerne over et billede, hvor moster Anita i 2007 blev konfirmeret.

Mor: "Prøv at se, det er fra dengang moster Nita blev konfirmeret."

*laaaaaaaaaaaaaaaang tavshed*

Mathilde: "Får man ikke bare et stik, så er det ovre?"

Så nu har vi fået en lang snak om hvad det egentlig betyder, når man bliver konfirmeret i kirken ;-)

mandag den 1. april 2013

Hvis nu...?

Jeg har stadig så meget lyst til at skrive en bog. Bare en bog. Om børn. Og skilsmisse. Og børn. Og om at være mor. Og børn. Og...?

Men det er godt nok ikke nemt, når jeg er så skide træt altid! Æv æv, latterlige sygdom! Men nu er det mandag, i morgen er det tirsdag og pigerne skal ikke i skole, der er lockout. Mon ikke der kunne være mulighed for at få materiale til et par sjove blogs fra banditterne og få skrevet en lille smule bog, hvis jeg nu er heldig med ikke at være så forbandet træt? Jeg håber det bedste :-)

Vil det være god skik ikke at nævne navne på de mennesker, jeg skal have med i min bog/enormt lange blog-indlæg? Eller? Jeg har skrevet en halv indledning i dag - kan ikke helt beslutte mig til, om der skal navne på... Jeg tror nu heller ikke, der er nogen, der gider læse den, så det bliver bare til et enormt langt indlæg her på bloggen, men jeg tror, det er god skriveterapi for moi. Og netop dérfor skal den skrives!

Jeg håber, I alle har haft en dejlig påske :-) God lockout-uge til de ramte og god uge til jer andre!


Vores påske med fætter Linus (det barn hader bare, når faster tager billeder)!


søndag den 31. marts 2013

Garn......hvad?

Når mine piger har været i bad, krøller deres hår altid umådeligt meget - med mindre de husker at rede det, når det er halvtørt. Lidt omstændeligt, men man lærer at leve med det :-)

I dag:

Mor: "Sikke dit hår krøller! Du skal vist have det redt, det kæmpe garn, din garnnøgle...."

Cornelia: "Ej helt ærligt mor, jeg er IKKE en garn ØGLE!!"

fredag den 15. marts 2013

Transylvanien...

Ja, vi har købt Hotel Transylvanien på DVD, fordi jeg i alle reklamer har været ved at flække af grin - og den lever op til forventningerne.

Da Mathilde i dag så den for 3. gang udbrød hun:

"Den er så uhyggelig, jeg skriger i bukserne!"

Øh....

Go' røv og go' weekend :-)

mandag den 11. marts 2013

Vanvid...

Mor: "Nelly vil du ikke godt skrue lidt ned for dig selv, inden jeg bliver døv?"

Cornelia: "Okay, jeg skal nok stoppe med at snakke, inden jeg driver nogen til vanvid!"

søndag den 10. marts 2013

Kvinder!

Jeg ved ikke helt, hvad årsagen til mine børns mundhuggeri i dag var.

The Dictator ville bestemme, og det var den fornuftige storesøster ikke helt tilfreds med.

Cornelia: "Bla bla bla bla BLA BLA BASTA Mathilde!"
Mathilde: "Det bestemmer du ikke! MOOOAAAAAR!!?!?"
Cornelia: "Det er bare ærgerligt, Mathilde; sådan er det med lillesøstre..... Og KVINDER..."

Mor: "Æh, hvaffornoget Nelly?"
Cornelia: "Ja, sådan er det med kvinder!"

Og så gik hun. Først her til aften er jeg kommet årsagen til hendes pludseligt opståede viden om eget køn nærmere; hun ser Krummerne på repeat lige for tiden, og så vidt jeg husker, kunne det godt komme derfra.

Det er pudsigt, hvor vi hver især henter vores verdensbillede fra... Nelly gør det fra Krummerne og personligt tror jeg stadig, at NY City er lige så romantisk som i Sex And The City (eller....lidt tror jeg i hvert fald på det).

Forforståelsen opstår vel ikke ud af det rene ingenting hos nogen af os? Hvor henter du din henne?

søndag den 3. marts 2013

Trænger jeg til at få plukket øjenbryn?

Mathilde: "Mjoooo, og i dag ligner du så Elvis, mor..."

For hulan da også! Snot-unge :-)