Hvaffor-genet

Jeg har under begge mine graviditeter, gjort mig rigtig mange tanker af mere eller mindre nyttig karakter; ved nærmere eftertanke var der nok flest af de direkte nytteløse tanker, som det alligevel er umuligt at gøre noget ved.

Jeg har blandt andet spekuleret rigtig meget over hvem af forældrene, de ville komme til at ligne. Både af sind og skind. Jeg synes bare, det er enormt sjovt, når man kan se, hvor børn "kommer fra".

"Bare de ikke arver mit temperament."
"Bare de ikke arver mit syn og får brug for briller."
"Bare de arver min næse."
"Bare de arver min lærevillighed."
"Bare de arver mine boglige evner."

Men skulle de nu risikere at arve mit temperament eller dårlige syn, går det jo nok også; jeg har da klaret mig med det, så der er håb forude.... Lige indtil følgende tanke: "Fuck, de arver sgu nok også noget fra mine forældre og længere ude; dobbelt fuck, de arver sgu nok også noget fra SVIGERFAMILIEN...."

Og det gjorde de sgu!

Men sjovt nok passer det, der kan give mig krummede tær og ondt i ørerne fra begge familier, rigtig godt ind i mine børns personlighed. Helt tosset var det nok alligevel ikke...

Og dog; The Dictator har jo godt nok sin mors (og sin oldemors) temperamant. Og Mini Darwin har arvet sin mors evindelige spørgetrang og store skepsis for livets og Jordens opståen.

Ikke mindst har de arvet deres mors "Hvaffor-gen"

Mathilde (råbende): "Ej mor, Cornelia sidder foran fjernsynet, jeg kan ikke se noget!!!!"
Mor: "Cornelia, er du sød at flytte dig lidt?"
Cornelia: "Hvaffor?"
Mor: "Fordi Mathilde ikke kan se noget."
Cornelia: "Hvaffor ikke?"
Mor: "Ja fordi du sidder foran fjernsynet."
Cornelia: "Hvaffor?"
Mor: "Spørger du mig, hvorfor du sidder foran fjernsynet?"
Cornelia: "Hehe, nåååhr nej."

Virker det lidt, som om det er en vane for hende at sige "hvaffor?" eller er det bare mig, det ser sådan ud for?

Mor: "Husk lige at rede hår inden vi kører, piger."
Mathilde: "Hvaffor?"
Mor: "Fordi det er filtret."
Mathilde: "Hvaffor?"
Mor: "Tja, har du sovet vildt i nat og tåget rundt som en lille trold under dynen?"
Mathilde: "Ej mor, hvorfor skulle jeg gøre det?"

Og lige pludselig er det MIG, der har et forklaringsproblem?!?!?!

Hvad sker der lige for det der "hvaffor-gen"? Men på den anden side, det kan jeg nok takke mit eget genetiske arvemateriale for, for der er ingen tvivl om, de har det fra min side; jeg gør det nemlig også :o)

Skal jeg se lidt positivt på det, tror jeg, det gavner deres sprog, for de bliver vildt gode til at forklare og beskrive ting, når jeg gør det samme!

Sommerferie

Så er ferien dælme slut, prut, finale.

Det har været en rigtig god én af slagsen, og noget af tiden har jeg blandt andet brugt på at læse "Livet for let øvede" af Fay Weldon og Maise Njor.

Egentlig ville jeg bare anbefale den. Jeg elsker nærmest alt, hvad Maise Njor skriver, for jeg synes, hun gør det godt, og hun giver meget af sig selv (også sit "grimme" selv), og det skal der virkelig mands mod til at gøre. Det tager jeg hatten af for.

Men grunden til denne ramte mig så godt er, at de snakker meget om livet som mor, skilsmisser, tudeture, dumme mænd o.s.v.

Fay Weldons første skilsmisse kunne lige så godt være skrevet om mit liv (meget af den i hvert fald) og Maise Njors nuværende følelser midt i skilsmissen kunne lige så godt have været mig.

Summasummarum: Det er en anbefalelsesværdig bog!

Når jeg lige får samlet mod til det, vil jeg skrive lidt om, hvorfor den er så god, for det er nok nødt til at blive lidt personligt, men jeg vil så nødig træde nogen over tæerne.
Her vil jeg lige påpege, at det ikke er fordi jeg synes mit liv er skide interessant for alle andre, men fordi jeg tror, det vil være meget godt for mig, at samle tankerne på den måde.

Det summer jeg videre over!

Håber I alle har en god sommer :o)

Fat-svag mor, mine børn har!

Mine arvinger har haft gang i en større sortering og oprydning i spil-skabet her inden sengetid, hvilket førte til følgende udsagn:

Mathilde: "Mor, inde i spil-skabet har vi fundet to spil, som vi ikke gider at have. Må vi ikke give dem til Linus og Silke, hvis de vil have dem?"
Mor: "Hvilke spil er det liiiiiiige vi snakker om?"
Mathilde: "Altså det er sådan nogle baby-spil; så Linus og Silke kan sutte på dem, uden de dør af det..."
Mor: "Kan du mon beskrive dem for mig, så jeg lidt bedre kan forstå det?"
Mathilde: "Altså mor, det er jo træ-puslespillene, fatter du da slet ikke, hvad jeg siger?!?!?!"

Langt om længe faldt 5-øren for mig!

Mine børn har det hårdt, fordi de har sådan en sløv-i-optrækket mor :o)

Godt jeg ikke er født flamingo

Det der med at stå på ét ben er, jf. The Dictator, noget af en kunst, når man er 29 år; eller også er det bare fordi jeg er hendes mor...

Cornelia: "Mor, du kan da ikke stå på ét ben?!?"
Mor: "Joooh, det vil jeg da nok påstå, jeg kan. Hvorfor?"
Cornelia: "Det virker bare ikke som om det er ret nemt, når man er sådan en gammel én som dig..."

Og så gik hun sgu?!?!? Hvilket nok var meget godt, for jeg havde ikke lige en smart replik at fyre retur...

Dårlig hørelse!

Mathilde: "Hvis man har et glasøje, gør det så ondt at blive prikket i øjet?"
Cornelia: "Nej, men hvis man har et glasøje, så kan man ikke læse ordentligt..."
Mathilde: "Nej måske ikke."
Cornelia: "...og hvis man putter det i øret, kan man ikke høre ordentligt!"

Jeg kan slet ikke gennemskue, hvorfor man skulle få lyst/behov for at putte et glasøje i øret!

Tossede, dejlige børn :o)

De har en plan...

Jeg har tidligere nævnt, at mine børn har et utroligt ambivalent forhold til det dersens opreklamerede baderi, som deres mor med jævne mellemrum tvinger dem til; og når det endelig er lykkes mig at få dem presset i badekaret eller under bruseren, vil de sgu ikke derfra igen.

Det er jo ikke nemt så!

Da The Dictator (ja tak, hun er tilbage for fuld hornmusik - Gladsaxe Pigegarde go home) i dag skulle i bad, brugte vi først en lille halv time på at finde på argumenter henholdsvis for og imod det bad, jeg mente, hun skulle have.

Blandt ét af de rigtig gode argumenter var: "Mor, du har selv sagt, at det kun er voksne, der må bruge parfume fordi det kun er dem, der lugter; OG JEG ER IKKE VOKSEN!!"

Om det lige har været sådan, jeg formulerede mig, er jeg ikke helt sikker på, men det er dét, Cornelia har hørt; og deraf har The Dictator selvfølgelig draget den konklusion, at så behøver man ikke bade, hvis man ikke er voksen og lugter...

Det startede som noget, der lignede en fredsforhandling i Palæstina hvor enighed var lig umulighed, men det gik da alligevel sådan, at The Dictator besluttede sig for, at det var nemmere at gå frivilligt i bad i stedet for at høre Stasi Generalen Mor blive ved med at udstede ordrer - og så forsvandt hun. Efter 10 minutter havde jeg stadig ikke hørt bruseren blive tændt og undrede mig en smule over, at hun var så tavs. Da vi bor i verdens mindste Dukkehus, kom det som lidt af en overraskelse, at Cornelia kunne blive væk. Men væk det var hun, og hun nægtede at svare, når jeg kaldte... Hmm... Hverken ude eller (tilsyneladende) inde. INDTIL - ja - nedenstående forklarer det ret godt.

Torskerogn

I dag spiste jeg en torskerognsmad i min middagspause, hvilket beskriver nogenlunde, hvor meget der sker i vores liv i Dukkehuset pt.

Men nu svigter mine arvinger jo sjældent i forhold til fjollede kommentarer, så her til eftermiddag fik jeg, efter at have opvartet mine børn efter alle kunstens regler, følgende svar på tiltale:

Mor: "Hov, jeg glemte salt, vil du ikke være sød at hente saltkværnen, Cornelia?"
Cornelia: "Nej, jeg sidder lige så godt."
Mor: "Aaaaarh, bebeeeeee?"
Cornelia: "NEJ, mor; det hedder hjælp-til-selvhjælp!"