Elevator - et mysterie!

Tre dulle-damer besøgte i dag arbejdende morfar, som har verdens sejeste arbejde og den fineste uniform!

Da vi skulle til at hjem, ville vi lige have en tur i elevatoren, som kan køre helt op på 7. sal. Så vi dullede ind i elevatoren og trykkede 27-28 gange på "7" knappen uden respons overhovedet...

Mathilde: "Sidder vi fast?"
Mor: "Ej fis, vi sidder ikke fast, jeg tror bare elevatoren er lidt sær i dag. Prøv at trykke på "0" så kommer vi ned til udgangen."
...elevator begynder at køre ned ad...
Mathilde: "Det virkede, vi sidder ikke fast!"
Cornelia: "Jeg tror altså, at det er fordi, vi er i den nedadkørende elevator... Ellers skulle vi have taget den anden, hvis vi skulle op ad..."

Jow.... Det kunne de sgu godt ha' skrevet uden på døren, synes jeg!

Hvor meget kan man købe for 4 rokketænder?

Jeg overhørte en ret sød samtale mellem mine arvinger den anden dag:

Cornelia: "Mathilde, hvor løs er din rokketand?"
Mathilde: "Ikke særlig løs... Hvor løs er din?"
Cornelia: "Den er lidt mere løs. Men vi er altså nødt til at tabe nogle flere tænder snart!"
Mathilde: "Hvorfor?"
Cornelia: "Fordi jeg helt vildt gerne vil have en iPad..."

Jeg har tidligere skrevet om tandfeens kommende konkurs men på den anden side, er jeg ret sikker på, at man ikke får ret meget iPad for 40 mælketænder....

Røvberegning

To gange darlin's var i bad. Da de efterfølgende tager tøj på, synes Cornelia det er lidt svært at få et par nyvaskede, stramme jeans på et par semi-fugtige lår.

Cornelia: "Ej hvor er det her besværligt!"
Mor: "Joh, det er nok fordi, du er lidt fugtig endnu, tror du ikke?"
Cornelia: "NEJ - det er fordi, jeg ikke lige havde beregnet, at min røv var så stor!"

Hvor vigtig var hende Whitney egentlig?

To styks banditter chiller i sofaen med deres mor, mens aftensmaden passer sig selv et øjeblik. Det sniger sig i min erindring, at der vist var noget med en ceremoni for Whitney på cirka daværende tidspunkt, så jeg får fundet TV2 News.

Pigerne syntes, det var vildt spændende, og vi snakkede meget om at være kendt, sanger, rig, død ect. Jeg kommer i min forvirring til at sige noget om, at der er mange andre sangere/skuespillere med til hendes begravelse, fordi der var så mange, der holdt af hende.

Cornelia: "Hvis hun var så vigtigt, hvorfor er Justin Bieber så ikke med??"

Ja... Skal vi ikke bare lade den hænge dér...?

Arv eller miljø?

Der spilles Lego Harry Potter II til den store guldmedalje i øjeblikket. I spillet skal man med jævne mellemrum finde nogle særlige briller, der gør det muligt at finde Legoklodser under jorden, der skal bygges til en eller anden dimsedut til det videre forløb. Jeg har ikke helt luret hvorfor, men pigerne kalder som oftest disse briller for 3D-briller, hvilket i og for sig giver okay god mening.

Indtil i dag...
Denne kolde, våde, mørke februar morgen har de spillet Harry Potter, og bølgerne gik temmelig højt, da de både skulle tæve en bjergtrold, Bellatrix og en masse Dødsgardister på samme tid. Når spændingsniveauet er højt, når man ikke altid at få ordene formuleret, som man plejer.

Cornelia: "Så hold dog op med at gå videre, vi skal noget mere her!"
Mathilde: "Jamen vi skal også noget længere henne..."
Cornelia: "Du kan vel lige vente, til jeg har fået D-A-D-brillerne på??"

Der må være tale om en Monster Philosophy i Harry Potters forunderlige univers!

At lære sine børn dårlige vaner

Ingen udenomssnak er nødvendig; jeg lærer mine børn dårlige vaner og upolitisk korrekt adfærd! Det er bestemt ikke noget, jeg er piv stolt af, men jeg gør det. Et eller andet sted bilder jeg mig ind, at de ville lære det andetsteds, hvis jeg ikke påtog mig den tvivlsomme ære (bare for at lette den dårlige samvittighed; vi kan jo kalde det en overlevelsesstrategi).

Jeg bander. Jeg bander, når jeg understreget ting. Når noget er utrolig vigtigt for mig, så bander jeg, og der er nærmest ingen grænser for, hvad der kan finde vej ud af min mund. Jævnligt bliver jeg helt forskrækket over mig selv, fordi jeg kan sådan nogle grimme ord og enddog sige dem højt uden at få røde ører.

Når jeg kører bil, bander jeg jævnligt. Ikke fordi jeg per definition hader mine modbilister, men de gør mig bange! ANGST! De kører jo som røv og nøgler. Med hovedet under armen og venstre fod under armhulen. Hvad fanden sker der lige? De gør mig angst og når de gør det, bander jeg helt af helvede til! Højt! Selvom der er børn i bilen!

Så var der lige den anden dag, hvor jeg syntes min modbilist var lettere dumdristig i sin kørsel, hvorfor et par eder undslap min ellers så kontrollerede mund. To styks børn var meget opmærksomme. Spørgsmål fra Mathilde:

"Må vi godt række fuck nu?"
Mor: "Ja, hvis I kan gøre det hurtigt (fucking idiot, kører satme som om vi andre var luft, lortenar af en spasserrøv)..."

Mathilde rækker det bedste fuck, hun har lært, meeeeeen glemte lige den der med at gøre det hurtigt, hvorfor hun gladeligt fortsætter, efter vi er kommet op på siden af idioten. Pinligt, pinligt, pinligt... Han havde fortjent det, men alligevel...

Mathilde: "Mor, så du jeg glemte at stoppe?"
Mor: "Jaaah, det var nok ikke så heldigt; en anden gang skal du gøre det hurtigt, hvis du får lov!"
Mathilde: "Jaja, men han så det jo ikke, vel...!"

Meget u-mor agtigt. Men hvorfor er det så forkert at lægge låg på sine umiddelbare følelser? Jeg har altid (meget bevidst) lært mine børn, at det er okay at råbe højt og smække med dørene, bare der kommer noget konstruktivt ud af det. Jeg er selv røv dårlig til at holde tingene inde, så hvorfor skulle mine børn være stort anderledes?

Jeg råber fx "Ligner det her en fucking gå-gade?" efter folk, når de fjumrer ud på vejen, selvom der er en fodgængerovergang meget tæt på. Et par gange har jeg måske også råbt "Er du bange for den grumme kantsten?" efter åndssvage cyklister, når de kører midt ude på vejen. Men jeg er nu ikke så bekymret for at ødelægge universets balance, for med jævne mellemrum er jeg også den mest rummelige bilist, der ikke på nogen måde kan hidses op.

Hvorom alting er, er jeg vist kommet til at lære mine børn et par eder eller flere, men mon ikke de i samme omgang får lært at omgås disse eder med den respekt, de trods alt fortjener, samt at bruge dem på rette måde og i rette sammenhæng? Det tror jeg på! Uanset jeg altid talte korrekt og pænt, skulle pigerne nok få lært divergerende eder i skolen, hvorfor jeg lige så godt kan lære dem, at der er en tid for bandeord og en tid for pænt sprogbrug!

Futteløjser til storetåen efterlyses

Mathilde quote mens hun sidder og spiller Lego Harry Potter 2.

Mathilde: "Fuck jeg fryser min storetå..."
Mor: "Var det så ikke en idé at tage sutsko på?"
Mathilde: "Ej mor, hvor skulle jeg så lige finde en sutsko, der kun dækker storetåen...???"

Godt ord igen - jeg holder mine råd for mig selv fra nu af! Eller i hvert fald resten af dagen :-)

Da Harry Potter pludselig gav mening!

I julegave fik pigerne LEGO Harry Potter til PS3, og den fik fuld skrue i juleferien, hvorfor vi (ja, jeg var med en stor del af tiden) temmelig hurtigt kom igennem hele spillet. Langt om længe er det lykkedes mig at finde pengene til to'eren, som kom med posten i denne uge. I mellemtiden er jeg vist kommet til at lade dem se Harry Potter på film. Tanken var egentlig, at de kun måtte se de første fire, men det fungerede slet ikke (man kan jo heller ikke nøjes med at læse første halvdel af Hulebjørnens Klan, vel?), så de sidste har vi også set; dette inkluderede en masse pædagogiske forklaringer til handlingen fra moren, hvilket jeg ved nærmere eftertanke tror, de mente var mere forstyrrende end nødvendig!

Hvor om alting er, er de småforelsket i Harry begge to, og i dag fik Cornelia lige pludselig en åbenbaring.

Cornelia: "Ej mor, jeg har lige fundet ud af, hvorfor filmene hedder Harry Potter!"
Mor: "Jamen det var da fantastisk - hvorfor gør de så det?"
Cornelia: "Det er jo fordi det er Harry Potter, de handler mest om..."
Mor: "Det tror jeg bestemt også er grunden."
Cornelia: "...desuden ville det også  lyde åndssvagt, hvis de hed "Hermione og Ron"...."

Al respekt til 6-åriges ræsonnement - vi skal jo starte et sted :-)