Ingen udenomssnak er nødvendig; jeg lærer mine børn dårlige vaner og upolitisk korrekt adfærd! Det er bestemt ikke noget, jeg er piv stolt af, men jeg gør det. Et eller andet sted bilder jeg mig ind, at de ville lære det andetsteds, hvis jeg ikke påtog mig den tvivlsomme ære (bare for at lette den dårlige samvittighed; vi kan jo kalde det en overlevelsesstrategi).
Jeg bander. Jeg bander, når jeg understreget ting. Når noget er utrolig vigtigt for mig, så bander jeg, og der er nærmest ingen grænser for, hvad der kan finde vej ud af min mund. Jævnligt bliver jeg helt forskrækket over mig selv, fordi jeg kan sådan nogle grimme ord og enddog sige dem højt uden at få røde ører.
Når jeg kører bil, bander jeg jævnligt. Ikke fordi jeg per definition hader mine modbilister, men de gør mig bange! ANGST! De kører jo som røv og nøgler. Med hovedet under armen og venstre fod under armhulen. Hvad fanden sker der lige? De gør mig angst og når de gør det, bander jeg helt af helvede til! Højt! Selvom der er børn i bilen!
Så var der lige den anden dag, hvor jeg syntes min modbilist var lettere dumdristig i sin kørsel, hvorfor et par eder undslap min ellers så kontrollerede mund. To styks børn var meget opmærksomme. Spørgsmål fra Mathilde:
"Må vi godt række fuck nu?"
Mor: "Ja, hvis I kan gøre det hurtigt (fucking idiot, kører satme som om vi andre var luft, lortenar af en spasserrøv)..."
Mathilde rækker det bedste fuck, hun har lært, meeeeeen glemte lige den der med at gøre det hurtigt, hvorfor hun gladeligt fortsætter, efter vi er kommet op på siden af idioten. Pinligt, pinligt, pinligt... Han havde fortjent det, men alligevel...
Mathilde: "Mor, så du jeg glemte at stoppe?"
Mor: "Jaaah, det var nok ikke så heldigt; en anden gang skal du gøre det hurtigt, hvis du får lov!"
Mathilde: "Jaja, men han så det jo ikke, vel...!"
Meget u-mor agtigt. Men hvorfor er det så forkert at lægge låg på sine umiddelbare følelser? Jeg har altid (meget bevidst) lært mine børn, at det er okay at råbe højt og smække med dørene, bare der kommer noget konstruktivt ud af det. Jeg er selv røv dårlig til at holde tingene inde, så hvorfor skulle mine børn være stort anderledes?
Jeg råber fx "Ligner det her en fucking gå-gade?" efter folk, når de fjumrer ud på vejen, selvom der er en fodgængerovergang meget tæt på. Et par gange har jeg måske også råbt "Er du bange for den grumme kantsten?" efter åndssvage cyklister, når de kører midt ude på vejen. Men jeg er nu ikke så bekymret for at ødelægge universets balance, for med jævne mellemrum er jeg også den mest rummelige bilist, der ikke på nogen måde kan hidses op.
Hvorom alting er, er jeg vist kommet til at lære mine børn et par eder eller flere, men mon ikke de i samme omgang får lært at omgås disse eder med den respekt, de trods alt fortjener, samt at bruge dem på rette måde og i rette sammenhæng? Det tror jeg på! Uanset jeg altid talte korrekt og pænt, skulle pigerne nok få lært divergerende eder i skolen, hvorfor jeg lige så godt kan lære dem, at der er en tid for bandeord og en tid for pænt sprogbrug!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar